En snak

Nedenfor er gengivet en snak mellem 2 tidligere formænd og en konstruktør.Snakken omhandler klubbens start og de tidlige år

Ib Jensen
Jannik Cortsen
Lars Oudrup

Om klubbens opståen og hvorfor den blev startet

Snakken fandt sted for nogle år siden omkring 2016.

Snakken kredser mest om perioden i 70’erne og noget frem.

Billeder til denne artikel er stillet til rådighed af Jannik.

Jannik:
Der er de tidligste tider, vi skal tale om, hvordan optakten til vores forening – da DF – nu MDK – blev dannet var, mens jeg var i England. Det var derfor mest Lars og Ib, som fik foreningen sat i gang.

Ib:
(til Lars) Det var, mens du boede på Glentevej.

Lars:
Jeg kan huske, at Ib kom med Verner. Det var første gang, vi ligesom snakkede om det.

Ib:
Verner var i gang med at bygge, og jeg var endnu kun ved tegningerne.

Det var i 1973, jeg begyndte at skære krydsfineren i stykker omkring første marts 1973, og i 1974 var vi ude at sejle. Første sejltur var til Korshavn.

Lars:
I 1973 byggede jeg katamaraner på Pjedstedgård udenfor Fredericia. Det var Supero 700. Jeg havde allerede i 1971 bygget Putte (som var Lars Oudrups første Havkat 18):

Den første prototype blev lavet med en plug i flamingo til formen. Den kunne ikke blive længere end 5 meter og 30, den skulle kunne være i min fars garage. Så lavede jeg plug og form og støbte 2 skrog. Skrogene blev fragtet over på mine forældres græsplæne der, hvor jeg bor nu. Så blev de bygget udendørs i en ferie fra mit studie. Jeg tog tal på det. Det tog 308 timer at bygge den. Så blev den rutchet ned ad skrænten og sat i vandet.

Ib:
Jeg havde Astrid med inde i Fredericia og sætte Putte i.

Lars:
Det kan være, vi skal begynde helt forfra for at sige, hvordan vi egentlig startede med katamaraner. Jeg flyttede til København i 1965, og i 66 flyttede jeg ud på et værelse i Skovshoved. Da kom jeg meget i Skovshoved havn. Det, der var dernede i havnen på det tidspunkt, var de små svenske katamaraner, som hed Distans 52. De blev brugt mest som turbåde med et telt over og fast brodæk i glas. Også tænkte jeg, at hvis man havde bygget dem bare lidt bredere, så kunne der godt være en køje i med tag over. Det var i 1966-67.

Senere kom Leif Vagner Schmidt og Gert Frederiksen, de byggede den første C-katamaran i 1967. Og den tog Elvstrøm med til England og sejlede mod den australske C-katamaran, som var derovre, og sejlede fra ham. Det var dog englænderne, som vandt. 2 år efter stillede Leif Vagner Schmidt og Gert Frederiksen op imod englænderne og vandt lille Amerikas cup efter 7 sejladser, hvor de skiftedes til at vinde.

I 1970 der foregik lille Amerikas cup i Skovshoved, fordi danskerne havde vundet. En fantastisk begivenhed. Da de sejlede mod australierne, skulle der også 7 sejladser til, før australierne vandt.

Danskerne havde vingemast – det havde de allerede i 1967. Australierne havde en aluminimumsmast med en sok omkring for at gøre den mere strømlinet.

Ib Pors Nielsen (en meget farverig og dygtig konstruktør af flerskrog og andre avancerede fartøjer) havde lavet den første med fuld vinge, som også sejlede rundt og rundt, men den knækkede ret hurtigt. Det var det med, at den var lavet i flamingo og epoxy. Så havde han nogle bolde som kuglelejer, og masten gik ned som en stor platform, og så var der lavet kuglelejeled, så alt det drejede, det kørte rundt. Det var ikke tennisbolde, han brugte men nogle større bolde. Det var sådan et system, han havde lavet.

Alt det var årsagen til, at jeg begyndte at interessere mig for katamaraner. At se dem sejle, og at de kunne bruges som turbåde. Men jeg ville også have noget, man kunne sove i. Så jeg tegnede den første, mens jeg stadig læste. Vi var 6 på vores hold som alle læste til civilingeniør.

Det var min start på det.

Ib:
Den første gang jeg så en katamaran overhovedet, det var den, der hed Slentre, som blev bygget i et kolonihavehus ude i Hvidovre. Men den var altså bare alt for tungt bygget og i alt for svært tømmer. Da drømte man om, at nu skal vi ud og sejle. Det var en kammerat, som boede lige ovenover på Nørrebro. Vi cyklede til Hvidovre for at se det her vidunder, men .. Jeg prøvede endda at overnatte i den, mens den stod på land på en græsplæne. Men en måneds tid senere kom den i vandet, men den kom aldrig til at sejle. Det har været omkring 1964-65, før jeg flyttede til Christiansø. (Ib var fyrpasser og elektrikker der 1966 – 1968)

Jannik:
Ib og jeg rendte allerede sammen der og kom forbi den, når vi skulle ud til vores pladser (í Svanemøllehavnen). Slentre var altså noget, der var sat sammen af brædder og lidt i små etager. Den var langt fra begrebet af noget, der skulle være let. Skrogene var også meget bredde. Det var sådan et par pramme, der var sat sammen. En meget sjov båd og for en påhængsmotor kunne man bruge den til at bade fra. Man kunne overnatte i den, der var både køkken og toilet.

Ib:
Men det var nærmest en husbåd, hvis man skal sige noget. En husbåd på 2 skrog.

Jannik:
Så kan jeg huske toilettet i Leif Vagners båd. Der var lige siddehøjde på brodækket, det gik sådan lidt ind over, jeg tror ikke, den var helt bygget sammen, og så havde han skåret et hul i brodækket, hvor man lige kunne sætte måsen hen over. Det virkede fortrinligt og var tilpas diskret, og så var det billigt samtidig.

Ib:
Den næste katamaran, som jeg bed mærke i, var Wolfgang Hausmans 30 fods katamaran Taboo, som vi så i Langelinie havn. Han har bygget 2 siden, som er endnu større. Den sidste er vist noget med 60 fod, den sejler han vist stadig rundt i. Vi var dog for langsomme til at gøre noget ved det. Vi kom jævnligt forbi Langelinie havn og kiggede derned, men pludselig en dag var den væk – så var den sejlet.

Så pludselig en dag mange år senere fandt Astrid en bog, der hed ’Lebens Einmal’ eller noget lignende. I den beskrev Wolfgang Hausmans sin tur, .og der beskriver han blandt andet, at han har bygget den i Australien sammen med en dansk elektriker, som jeg tilfældigvis arbejdede sammen med i Århus. Så mange mærkelige ting har krydset hinanden. Så lige pludselig kendte jeg båden, men jeg har aldrig talt med manden selv. Men nu kendte jeg historien.

Jannik:
Den Taboo, så jeg senere tilfældigt i en have i Herstedvester, da jeg kom kørende forbi og så den. Men mere ved jeg heller ikke om den og dens videre skæbne. Men jeg tror, at den gik til på et tidspunkt.

Ib:
Så sad vi (Jannik og Ib) ude i campingvognen på Amagerværket og tegnede katamaraner.

Jannik:
Det skal siges, at jeg boede i en campingvogn på det tidspunkt, da jeg havde haft det uheld at blive skilt. Så boede jeg derude, og så kom du (Ib) jo også, da du havde haft samme uheld. Men som du sagde til Verner, at det var en trøst, at nu kunne du bygge den båd, du altid havde ønsket dig, det var en katamaran. Det havde eksen ikke villet være med til.

Ib:
Paperparty. Det vil sige, at vi havde hver sin blok, blyanter, tusser, linealer og viskelæder.

Jannik:
Udstyret bestod af 6 grønne tuborg og en pose franske kartofler. Så kunne vi fortsætte hele natten, og noget af det blev ikke så tosset. Det var drømmen.

Ib:
På det tidspunkt havde jeg også en Bandholm 20. Den blev så solgt. Jeg flyttede til Århus, og den blev leveret på en jernbanevogn som tomt skrog, og et helt byggesæt. Maghony udskåret så det nogenlunde passede og så i løbet af vinteren, der byggede jeg Banty, som den kom til at hedde.

Året (i 1969) efter var Jannik så sejlet (i sin 34 fods Wharram-catamaran)Var først i Esbjerg og så var du i Norge og sejlede forbi Århus, og vi sejlede op i Følle vig. Bagefter sejlede Jannik videre til Bornholm og Christiansø og til sidst hjem.

Der mødte vi Store Knud, da vi sejlede op i Følle Vig. Der var en lille mand i hvid skjorte. Han gik frem og tilbage inde på stranden og kiggede og kiggede. Til sidst gik blev vi enige om, at vi hellere måtte gå ind og snakke med ham, da han nok ville noget. Det viste sig at Janniks katamaran var lige hans drømmeskib. Historien har vist været i Sejl og Motor.

Han sejlede med ind til Århus. Hans kone, som tog imod, havde siddet inde på stranden og ventet og ventet. Hun vidste ikke rigtigt, hvad vi 2 stratenrøvere var ude på. På hjemvejen skrev de så et brev og bestilte tegninger hos James Wharram over netop den båd, så ville Knud lave sådan en båd. På vejen hjem fandt de ud af, at det kunne han nok tegne selv, og det gjorde han så. Den blev bare lidt større, den endte med 55 fod eller sådan noget lignende. Det var startet på 34, så det var rimeligt vildt. Men den kom ud at sejle.

Jannik:
Det var også et af de projekter, hvor man arbejdede sig ihjel. Der blev jo ved med at være noget. Det er en ting, at man har bygget båden, man skal også tænke på, at der også er meget vedligeholdelse bagefter. Hvis man ikke har bygget den godt nok, er der mere, og det gik nok lidt for stærkt.

Lars:
Det var i 1969. Børge byggede den første trimaran i 1968. Var det ikke i 1968, han kom hjem fra Canada.

Ib:
Det tør jeg ikke sige, men Hoppetossa var den første trimaran, han byggede. De (Børge og hans bror) havde bygget nogle små Luna 19 motorbåde først, og så blev det 26’ere og så videre. Da kom jeg ind i billedet nede hos Quorning, var jeg flyttet til Skærbæk.

Lars:
Børge byggede en, som han sejlede rundt og demonstrerede i. Det var den første, han byggede. Det var en 29 fod med fast vinge. Det var den, der hed Thor. Den byggede han egentlig færdig og sejlede rundt og promoverede, inden han lavede de første Lunaer. Han fik aldrig solgt nogen, men han brugte en del tid på det.

Ib:
Jeg har set Thor sidenhen, men det var Hoppetossa som var Fleming Preislers. Quorning har bygget den, men Fleming har selv bygget på den også. Det var efter Thor.

Så begyndte han at tegne på Tridenten. Den var jeg med til at bygge sammen med Holger Leonhardt og Fleming. Det var de to, som byggede den. Jeg gik og skruede beslag på.

Så begyndte jeg at bygge Bikini. Det var sådan et ræsonnement, at hvis Jannik kan bygge en båd, der kan sejle, og Knud kan bygge en båd, der kan sejle, så kan jeg også. Det gjorde jeg så. Jeg havde så også nogle modeller at kigge efter, både Janniks båd og havde lånt tegninger og skitser. Jeg havde også kigget på Rudy Choys elegante catamaraner, som var mit ideal – særlig med det assymetriske skrog.

Jannik:
Det synes jeg også fungerede udmærket, og det gør det for så vidt stadig

Ib:
Bikini var egentlig tegnet til at være 6 meter bred, men porten i laden var ikke bredere end 5 meter, det var ikke af hensyn til de franske kanaler, det vidste jeg ikke noget om på det tidspunkt.

Da den så endelig var færdig og skulle ud der – ja så kom der en bulldozer, som skulle vælte laden. Det skulle han gøre den 1. maj, og vi havde skruet de sidste vinduer i den 30 april. Så om morgenen der – han kom allerede den 30 med bulldozeren, han mente ikke en dag til eller fra kunne gøre noget. Men vi sagde holdt, stop, vi skal lige have skibet ud. Knud var der og hjalp med at få den stablet op på en blokvogn. Næste morgen den 1. maj blev den så kørt ned til Århus havn. Den var hverken helt eller halvt færdig. Den var glasfiber armeret, den var lukket på og alle luger var sat på.

Jeg havde spurgt på politigården, om man måtte køre en tidlig søndag morgen med den der brede båd ind ad Viborgvej, var det. Det kunne der ikke være tale om, der skulle både eskorte, og jeg ved ikke hvad til. Så talte jeg med vognmanden, han sagde, det betyder da ikke noget, vi kører da bare klokken fire om morgenen, og det gjorde vi så.

Da vi så kommer ind på pladsen nede på lystbådehavnen, kommer der en motorcykelbetjent. Han kommer op på siden og siger, det gik da meget godt, tillykke med det, og så kørte han igen. Så heldig kan man også være.

Jannik:
Der var konduite til dengang. Der var heller ikke så meget trafik.

Ib:
Så stod den på pladsen dernede og blev malet færdig og masterne og det hele blev monteret.

Så sejlede vi ud på en kort prøvetur, og det første der skete var, at det forreste ristværk, det var lavet i stål og brædder. De lå der bare og var bundet fast med et par elastikker, og så har vindpresset lige fået det til at sige ’sjup’ – og væk var det. Så måtte vi vende rundt og få det fisket op. Det måtte gøres lidt bedre fast.

Weekenden efter da sejlede vi så over til Korshavn til det stævne derovre. Så det var temmelig hasarderet noget af det.

Det var så der, at vi egentlig blev klar over, at vi måtte til at finde ud af noget med en forening – ja altså vi havde sådan noget uformelt noget, som vi kaldte for polycatteam. Men det var bare sådan noget – ja nærmest selskabelig forening for halvtosser.

Jannik:
Den polycatteam det var omkring 1970. Der står også, hvad formålsparagraffen var, der var nemlig ikke nogen. Der var ikke så mange med, men jeg kan da sige, hvem det var. Det var for at mødes og alt sådan noget, og det var langtursdrømmen, der lå bag det. Det var jo Verner og Børge Johnsen fra Malmø og Billy, dræberen fra Amagerbrogade og Arne fra Esbjerg, og en fra Frederikshavn, han var ansat på Frederikshavn krudtfabrik, og han byggede en Tiki 27 Wharramcatamaran, og det morede vi os meget med, for han var en stor kanon deroppe, så alle de her dumme vitser, nu er han gået af. Så var der Bo Bensby, han byggede også en Tangaroa lige som mig, så var der mig selv og store Knud selvfølgelig og Ib. De øvrige var Wharram både mere eller mindre modificerede. Ibs var så eget design, det var flot og skiller sig ud.

Ib:
Jeg kan huske også, at der var en i Havdrup midt på Sjælland, han byggede en underdel til en katamaran, hvor overdelen det var en LM campingvogn.Den var lavet fuldstændig i facon med udskæringer til hjul og det hele. Så kunne man sejle op på stranden, et par slidsker på, og så kunne man køre campingvognen ombord. Den passede så lige ned i hullerne. Så havde man en beboelig katamaran. Gad vide om der blev bygget mere end den ene af dem.

Lars:
Nej men ham der var Hobiecat forhandler i Skovshoved, Ole Svendsen, han promoverede også det der på et tidspunkt. Han var formand for den hedengangne Dansk Catamaranklub.

Ib:
Året efter da var det, at der blev indkaldt til stiftende generalforsamling, og da undrer det mig lidt, fordi du skriver det var i Middelfart sejlklubs klubhus. Jeg har altid troet, at det var i roklubben.

Lars:
De ligger omme ved siden af Kongebrogaarden. Lige ved siden af hinanden.

Jannik:
Det var den 6. april 1974. Der var jeg da kommet hjem fra England, men var udenfor, da jeg havde skilt mig af med min catamaran og nu havde en kølbåd. Men jeg kunne ikke undvære det. Så året efter hev jeg kølen af og satte sideskrog på.

Lars:
I 1972 havde jeg samlet nogle både sammen til Brandsø rundt. Der var to af Børges, så var der min og så var der ham, der hed Ole Jarrits, som var importør af Hirondellen. Han fik faktisk solgt en del af dem på det meget tidlige tidspunkt.

Jannik:
Han sejlede Putte den gang på den sejlads. Ja det var bådens navn. Det var i september 1972.

Lars:
Året efter til Brandsø Rundt, da gik der koks i det. Vi fik ikke rigtigt kontakt med hinanden. Det var så en af grundene til at sige ’lad os da for fanden få lavet en klub, så vi har navne og adresser på folk. Vi kan kontakte dem, der vil møde op til sådan noget og til stævner og så videre’.

Jannik:
I foråret 1973 da inviterer det her polycatteam via en annonce i sejl og motor til et træffestævne i Korshavn på nordfyn. Det var så også der i juli 1973. Der var ca. 12 katamaraner med heriblandt Ib i Bikini, Vi kom direkte fra England i vores vingeskudte catamaran og Bo Bensby i Magda (også en Tangaroa), og Store Knud i sit kæmpemæssige piratskib.

Lars:
Der blev offentliggjort et fint billede fra stævnet. Er der nogen, der har det?

Jannik:
Jeg har nogle billeder. Jeg var i masten på Knuds båd og tage billeder. Der er et billede af Bikini oppe fra masten. Der var et år eller to senere, hvor jeg var der på ferie hos Grethes søster Lis, og der var også et træf i Korshavn, hvor Knud også var der, og da holdt vi party. Det begyndte at regne, og så holdt vi party på brodækket af hans båd. Han hev lige storsejlet henover, så kunne der sidde 40 mennesker inde under. Det var helt fantastisk, det var store forhold.

Ib:
Jeg kan huske, at vi så film på dækket. De havde også et filmlærred med. Det var fornemt.

Lars:
Der skulle være et billede, hvor de alle sammen ligger for anker.

Ib:
Jeg kan nok finde nogle billeder, da jeg har masser af lysbilleder, men det er bare lidt håbløst at begynde at rode gamle kassetter igennem.

Jannik:
Jeg har digitaliseret alle mine billeder (lysbilleder, papirbilleder og film), alt hvad jeg har taget gennem årene. Alt det ligger på en harddisk, der kan rumme 1TB og nu er der 800 – 900 gigabyte. Den har jeg med i min brune taske. Så hvis I keder jer, er der nok at se på den næste uges tid.

Så hvis der er noget specielt, man vil søge frem fra den tid, så er muligheden der. Den kan forbindes til en pc eller et tv. Der er også fra nogle af de træf, som jeg har været med til.

Jeg ved positivt, at der er billeder (indskannede lysbilleder) fra stævnet i Korshavn i 1973.

Ib:
Jeg har vist nogle smalfilm fra et stævne, hvor James Wharram var på besøg på et af de Korshavn stævner.

Jannik:
Jeg kan huske, at det var i 1982 eller 1983. Men jeg har ingen billeder, jeg fik ikke fotograferet noget.

Jannik:
Det var så jeres start på det. Nu skal I høre min rørende historie om min start på flerskrogsbåde. Der er meget overlap, da Ib og jeg har kørt parløb i nogle år i starten. Det er der ingen grund til at gentage.

Mit gennembrud kom omkring 1961-62, hvor interessen blev vakt. Jeg var på en eller anden måde faldet over en af de her AYRS publikationer. Det var netop en publikation fra 1960 om en sejlads over Atlanterhavet med en trimaran. Det var selveste Arthur Piver, som var meget kendt konstruktør den gang. Han havde sørget for det, og det var meget banebrydende på det tidspunkt, at en trimaran foretog sådan en rejse. Jeg syntes simpelthen at det var så spændende. Så var Arthur Piver en mand med store armbevægelser. Han kunne virkelig udbrede sig, så han fik revet folk med. Nu i dag kan vi jo godt se, at de både han lavede konstruktionsmæssigt ikke ligefrem var noget at råbe hurra for. Men han gjorde det, og han fik en masse med på det.

Det blev jeg også fanget af – specielt det der med filosofien fordi mit problem har altid været det der med penge. At man kunne lave en båd, der virkelig kunne sejle, og den kostede jo ingen verdens ting, for man høvlede den sammen i krydsfiner.

Så det tiltalte mig. Men jeg skulle jo også have hjemmefronten med på det, og min daværende hustru var noget på tværs, da det kom dertil, da det jo ikke var noget rigtigt skib. Så det tog nogle år at bearbejde hende. I mellemtiden gik Ib og jeg og skumlede ude i Svanemøllen. Det var først lidt senere, der for alvor tog fat med dig. Det var da vi begyndte med paperparty, var det fordi du så katamaranerne og ville have noget, der var beboeligt. Jeg ville bare have noget, der kunne sejle, jeg var ligeglad med, hvad det var, der skulle bare en krydsfinerplade ind. Du skulle have krydderihylde, og det skulle dimensioneres rigtigt.

Så det var virkelig interessant, og der var også noget nyt noget at gå i gang med. Når man så luftede sine ideer overfor andre sejlere i havnen der, ja så var de ved at få slagtilfælde. Det kunne man da ikke sejle i – og det var da slet ikke noget rigtigt skib. Det var en forhånelse – jeg overdriver ikke, det var virkelig sådan, det var, det var rigtigt slemt. Men jeg kunne godt lide det der, det var skægt at rive lidt op i alt det der.

Men hen ad 66-67 der begyndte det alligevel at være sådan, at min hustru ville være med til det. Det begyndte at lyde godt. Da havde vi gået og drømt en masse. Men med de midler man havde mulighed for at skrabe sammen, ville det blive en ganske beskeden båd på sådan 20-22 fod. Der var en 20 fods shearwater i England – var det Pat Patterson, der havde tegnet den? Der var også en anden i krydsfiner, også en ret kompakt båd, egentlig ganske køn. Jeg kan ikke huske, hvad det var for en, men det var ikke Prout.

Så faldt jeg over en – også i en AYRS publikation, for der kom mange af dem, og de var knippelgode og velskrevne. Virkelig banebrydende pionerarbejde der var i den. Og det var James Warrams. Så i stedet for en lille kompakt 20-22 fods kunne jeg få en 34 fods. Ikke at der var så meget plads i den. Der var kun de 2 lange penalhuse der med et par bjælker over, men det var ligemeget. Lortet skulle bare kunne sejle. Og det endte så bare med, at det blev sådan en.

I mellemtiden havde Ib og jeg gået alle de år med paperparties og så var det tid til at bygge.

Det var i 68. Jeg havde fået plads i Frems klubhus til at bygge og skulle være færdig på 5 måneder for så skulle klubhuset bruges til deres skolebåde. Så jeg havde travlt. Jeg begyndte i april, skar skotter ud og alt muligt andet. Jeg blev færdig til september-oktober, så det kunne komme ud. Det var så skroget uden kahyt og alt det der. De røg så bare i vandet, og så skulle vi ud og sejle. Ib kom jo. Han skulle over og aflevere eksens båd i Århus, der var hun jo flyttet hen. Så han kom sejlende i en lille kragejolle, som i øvrigt nu ligger i Bogense.

Men han gik jo og fulgte mit projekt der, så det endte med, at han kørte ned til DFDS, og så kunne de sætte den på som dækslast til Århus, og så sejlede vi på weekend i den halvfærdige båd, hvor der ikke var nogen kahyt eller noget på. Røstjernene var et par gode solide skruetvinger sat ned omkring fribord. Der var ingen dæk på, så man kunne godt få dem til at gabe over det. Masten var afstivet, det var også nogle ældre wirer, men et par gode solide halvstik omkring skruetvingerne – og når det skulle gå lidt skråt bagud, så kunne man totte det op bare ved at flytte skruetvingen agterud.

Så gik det ellers afsted, det var sprydstagsrigget der – sådan en firkant der røg op der og så en mærkelig fok. Så pottede vi afsted, og da vi nærmede os Ven så huggede det så hårdt i søen at sejlet flængede, det kunne ikke holde til den tunge sprydstage. Så gik det ind til Skovshoved for fokken. Om aftenen lykkedes det at rimpe noget sejl sammen – Jeg havde heldigvis en lille handy symaskine med nåle med, som jeg havde købt for 8 kroner på en jernplads. Der havde jeg sat et rør på med en bolt, og så kunne den drejes, den var oprindelig elektrisk. Så det blev til en lav trekant. Nu skal det siges, at masten var ikke mere end 6 meter høj, så da det ikke længere var et sprydstagssejl, var der ikke meget sejl på. Men dagen efter sejlede vi alligevel afsted, og da kom der godt med luft, så vi sprøjtede afsted for de små sejl der. Vi havde også kun et ror, det andet var ikke blevet færdigt. Så den styrede heller ikke alt for godt.

Men alt i alt det var en god tur. Vi var nede i Køge bugt og kigge. Så det gav blod på tanden. Det var meget sjovt, og så udviklede det sig bare efterhånden.

I 69 var det jeg tog afsted (med Doris) først til Anholt og så over igennem Limfjorden. Ned til Esbjerg da havde vi Verner med fra Thyborøn og til Esbjerg. Han kom dog med bil og sejlede med. Han blev så søsyg, da vi nåede lidt derudaf. Så vi tøjrede ham til mesanmasten. Ellers var vi bange for, at han faldt over bord, han var virkelig dårlig. Så han stod og brækkede sig. Vi andre fejlede ikke noget. Vi dækkede op med øl og snaps og det hele nede i kahytten. Det var sgu ikke så godt. Men næste morgen kom vi ned til Esbjerg, og der var så stadigvæk en del gammel sø, der havde været noget blæsevejr – vindmæssigt var det ok men der var pålandsvind og der var noget sø, men det gik meget godt dernedaf. Den rullede jo noget, det er klart og Verner han stod der og dinglede i mesanmasten. For øvrigt var den bolt, der holdt mesanmasten på vej ud, fordi møtrikken var faldet af. Så Verner kiggede ned og sagde ’hvad fanden den er da ved at gå ud’’nå det rager ikke mig’ Den bemærkning har jeg aldrig glemt. Men vi fik da sat møtrikken på igen, han kunne være røget over bord sammen med masten – det havde selvfølgelig pyntet lidt på ferieberetningen. Nå men vi kom så til Esbjerg og var der i nogen tid. Så sejlede vi op langs kysten igen og op til Thyborøn og derfra op til Mandal i Sydnorge.

Det var i Esbjerg, at jeg havde lavet min log af et cykelspedometer og et barnevognshjul og sådan noget og så en flyder af noget trekant aluminium på en pind med 4 møtrikker som vægt. Det virkede faktisk godt. 5,2 km pr. sømil kom den til at vise, og det virkede fint. Det var skønt der, og efter nogen og 60 sømil dukkede bjergene frem af disen. Det er jo skønt med sådan et præcisionsinstrument.

Der var vi så der i nogle dage, og sejlede tilbage igen og ned til Århus. Der hoppede Doris af, hun skulle ind og passe sit studie. Jeg var arbejdsløs og havde tid nok. Jeg ville op og hilse på Ib og eksen, som gik og rodede med Banty der. Hun ’hadede’ mig lige fra starten af, for Ib var fascineret af det der, så det var ikke så godt, men det gik alligevel. Så vi sejlede oppe i Århus bugten. Da besøget var overstået, så sejlede jeg afsted igen til eksens store lettelse. Hun var ikke personligt sur på mig, hun kunne bare ikke lide den båd der.

Så jeg sejlede sydpå helt alene, en pragtfuld tur. Jeg kan huske, at jeg vaskede tøj i bøgestrømmen. Det var en stor spand, som stod på en primus og kogte på dækket, mens jeg sejlede. Der var næsten ingen vind. Det var meget sjovt.

Så ellers over til Christiansø. Et gammelt skolebådsstorsejl, det var gaffelrig sat op som sådan en form for luggersejl og det gav godt for løberen på vejen derover. Der var mekanisk vindror, det virkede også godt. Det var en fin tur – og så lidt over ved Bornholm og så hjem – der fik jeg storm, det gik også godt. Så det var noget ilddåb der.

Jeg har haft den båd i mange år. Så var vi i England, skulle have sådan et sabbatår der, og det var også godt nok. Da havde jeg fundet sammen med Grethe og hendes datter Shila. Hun havde lidt problemer i skolen, så det passede meget godt at tage hende ud af skolen og undervise hende selv. Det snakkede vi med skolevejlederen og psykologen om. Hun sagde, det var alletiders ide, det vil ungen have godt af. Ja og så gør vi det.

Så tog vi hende ud og kom til England, men så kom vi ikke videre, for så faldt hun og brækkede benet, og det var temmeligt voldsomt. Så hun lå i gips derovre. Så vi blev der vinteren over og fik den oplevelse med.

Så var jeg blevet træt af skibet, så det blev solgt. Så fik jeg en kølbåd, som blev lavet til trimaran. Lidt derhenad fik jeg kig på Lars’ gamle Putte. Det var Kim Leonhard der havde den. Jeg døbte den om til Æggebakken.

Den havde jeg så et par år, men desværre kunne Grethe ikke lide den. Den var for levende og for lille. Desværre for jeg var blevet glad for den. Også fordi det var dejligt at slippe for alt det arbejde, der havde været med den gamle båd. Jeg var blevet lidt træt af det.

Så det var dejligt med Æggebakken, den sejlede jo også godt. Så jeg var godt tilfreds, men Grethe kunne f... ikke lide den.

Så købte vi vores gamle katamaran tilbage. Den blev en rigtig god ramme for drengenes opvækst. Vi havde nemlig fået tvillingedrenge. Det har været meget godt på den led der. Men efterhånden blev den også lidt af en belastning rent arbejdsmæssigt, fordi jeg havde lidt bøvl med ryggen og alt muligt. Da hun døde, tabte jeg fuldstændigt humøret. Så blev den solgt.

Ja Putte gik videre til ham der Preben i Århus. Ham med Tvebakken og alt det der. Jeg kan ikke huske, hvor langt de nåede op, da han sejlede den hjem nede fra Boels Bro af. Men da knækkede han både ror og sværd på den. Jeg har sejlet den båd – ikke hårdt, for så havde jeg jo selv gjort det – men jeg har da fået den til at løbe stærkt ved at få den til at balancere ordentligt. Så man ikke havde unødvendigt pres på ror og sværd, men der er nogle, der knokler tingene i stykker.

Ib:
Der er altid nogen, der kan brække noget. Bare tænk på Klaus Kludder, hvad han ikke nåede at lave af ulykker. 2 motorer, brand i motor, et ror knækket, et andet ror mistet, da han skulle have det ud for at bruge det som model til det første ror osv. Osv. Men han er kommet helt til Middelhavet med den. Det har kostet forsikringen en forfærdelig masse penge.

Jannik:
Men han har haft pengene til det. Han har så fået det ordnet ved at betale sig fra det. Det er jo noget, når man kan det. Det tænker man jo ikke over. Vores eget, bare en fender bliver væk så det lige før, man efterlyser den.

Så fortsatte jeg med båden indtil for de her 9 år siden, så fik Peter Malmberg ovre i Landskrona den.

Da fik jeg Kirsten i stedet for. Det er rart at få en ny ’skude’. Peter han blev glad for den. Han har lagt meget arbejde i den. Aparte som den er, er det genialt at kalde den for Mother Goose. Det ligner også en gås, når den kommer fisende. Det var den rette mand, som fik den.

Den er, hvad den er, og den er et udemærket flytbart sommerhus, og til at ligge ude på revet ved Landskrona og fise over Øresund, når det er godt vejr, så er den udmærket. Man bor jo godt i den. Der er en dejlig beboelse. Den sejler såmænd ikke så skeløjet, der når der er lidt luft og lidt rum, så flytter den sig da meget pænt.

Jeg magtede det bare ikke mere. Humøret røg i bund, da Grethe døde og ydermere døjede jeg også temmelig voldsomt med ryggen der.

Jeg var så sammen med Ib et par vintre der ovre i Caribien. Og det var noget af en oplevelse. Jeg var mere end ualmindeligt heldig, for der var optakt til at det var ved at gå helt galt med ryggen derovre, men så gik det i sig selv – jeg fik afbøjet det.

Så i 2005 eller 2006 røg jeg på hospitalet og blev opereret, da var det blevet meget alvorligt. Men det lykkedes at redde stumperne, så nu har jeg det bedre end nogen sinde. Så det var godt, men jeg var heldig, at det ikke kom derovre.

Men sommetider må man tage en chance her i livet og se at få et eventyr ud af det. Det gjorde jeg og slap godt fra det. Selvom det ikke var særligt fornuftigt, men jeg slap godt fra det. Altså eventyret med at tage til Caribien.

Lars, er det ikke noget med, at I også skal der over, at I tænker på sådan en langtur, har jeg hørt rygte om.

Lars:
Vi har sat huset til salg og om 3 år udløber Lises kontrakt. Så sejler vi bare vestpå og ser, hvor langt vi kommer.

Jannik:
Det var dog en god ide, I har skibet til det, og det er alletiders. Ved du hvad noget af det bedste er ved det skib i forhold til Ibs, bortset fra størrelse og alt muligt andet. Det er vinduerne. De lodrette vinduer og den paddehat, som Ib ikke kan tage. Derovre med det vejr og den sol, der bager ned, det er simpelthen pragtfuldt. Kan du så åbne ude foran?

Lars:
Vi skal også have minitop på og solceller og alt muligt.

Jannik:
Det der med læ for solen. Kahytten med de lodrette vinduer, det var virkelig hvad der manglede på Ibs.

Lars:
Det er der på alle Lagooner nu.

Jannik:
Der har man så lært, og jeg må da indrømme, at det ser da bedre ud med de skrå der.

Lars:
Jeg kan godt lide noget, der er strømlinjet. Men jeg sagde med det samme ’ det duer ikke’. Vi har 10 luger. Nogle af de andre – konkurrenterne til Lagoonen – der er næsten ingen luger. Man skal kunne lukke masser op.

Ib:
Alt skal kunne lukkes op.

Vi vendte taglugen nede i kahytten om. Det var en af de første ting efter, at Jannik kom derover. Så fik vi den vendt om, så den kan åbne fremefter. Så kunne vi få luft ned.

Jannik:
Ja det hjalp noget lige der. Men centerkahytten på brodækket var der kun faste frontvinduer, så der kunne åbnes et vindue der foran i kahytten så der kom lidt luft der. Den var simpelthen ubrugelig kahytten om dagen i den varme der. Lige under lugen der kunne det gå, fordi vi havde vendt den. Men nu var vi ude i cockpittet det meste af tiden. Så det havde ikke den helt voldsomme praktiske betydning – men alligevel.

Det var et enormt varmeindfald, selvom man trak gardinerne for, så når det alligevel at brede sig.

Lars:
Så kan man sætte aluminiums folie udvendigt.

Jannik:
Ja det hjælper meget på det. Men så bliver det så besværligt. Det gør det.

Ja det som Lagoonerne har lavet der, ja jeg tænkte ikke det var kønt mere en underlig vanskabning, men jeg skal love for, at det er praktisk.

Lars:
De gør det jo også af en grund.

Ib:
Jeg kalder den for en Buscat med de lange vinduer

Lars:
Især fordi det er sådan nogle firkantede vinduer, men så på vores, der har de malet baggrunden sort, så det ude i stævnen ser ud som et langt. Det kan jeg ikke forstå, de er holdt op med.

Ib:
De står jo sprosse mod sprosse hele vejen rundt. Eller er der et lille mellemrum.

Lars:
Nej de overlapper sprosserne. Hvis de ikke bruger sort silikone der, så står de som hvide sprosser. Det gør de nu på de nyeste.

Ib:
Det forstår jeg ikke. Jeg synes det er meget pænere, når det er gennemgående.

Lars:
Noget af det jeg også kan starte med, er, at jeg har jo sejlet jolle i rigtigt mange år som dreng. Det gjorde jeg også ind til 1971. Jeg sejlede jo meget sådan kapsejlads lokalt, og der var folkebåde. Men de joller, vi sejlede i, de sejlede jo fra de folkebåde. På et eller andet tidspunkt så tænkte jeg, jeg skal da aldrig nogen sinde sejle kølbåd. Hvorfor fanden sejler de så langsomt.

Så i København der sejlede jeg sammen med en sygeplejerske, som var noget ældre end mig. Hun havde en trapez-jolle, og den havde hun ovenpå en 2CV. Og så kørte vi til kapsejlads. Ja det var sgu sjovt, og den sejlede jo stærkt.

Sådan en ville jeg gerne eje, men kølbåd det ville jeg aldrig have !.

Så da vi endelig så de katamaraner sejle, tænkte jeg, det er noget, der skal laves noget af. Det må kunne lade sig gøre.

Jannik:
Jeg synes jo også, at tingene har jo bevæget sig meget. For den der meget hårde modvilje, vi var oppe imod dengang, den er jo stort set væk. Det er jo sådan, nu er det i hvert fald en anerkendt bådtype. Hele sejlerklientellet, folk og holdninger har jo ændret sig. Det er helt anderledes. Det er andre folk, der er kommet ind og ser lidt anderledes på tingene. Der er sådan meget medvirkende til det. Så hvad det angår, det synes jeg, det er da meget sjovt. En væsentlig ting af det er da efterhånden lykkedes.

Lars:
Men vi bliver da ved med at høre – ja i hvert fald 20 gange om året – ’ja I kan jo ikke få plads til sådan en’.

Jannik:
Ja det bliver man da stadig mødt med.

Ib:
Ja den kommer evig og altid.

Lars:
Så kan vi bare svare ’Vi har aldrig nogen sinde ikke kunnet få en plads i en havn’. Det tror de ikke på.

Jannik:
Du kan prøve at komme til Boels Bro, selv der har det kunnet lade sig gøre. Der er fint nok.

Lars:
Vi ligger aldrig uden på nogen. Vi sætter bare hunden op på dækket, så de kan se den. Så vil de gerne ligge uden på os i stedet for.

Jannik:
Hvis der er trængsel i en havn, ja så er der også trængsel for de større kølbåde. Større er forskellen ikke. En stor motorbåd det er samme problem. Enskrogsbådene er også blevet større. Der er ikke den kæmpestore forskel mere. En meter til eller fra i bredden. Det er ofte det, som skiller en stor motorbåd fra en flerskrogsbåd. Så det betyder ikke ret meget.

Lars:
Nu er der altså ret meget plads i havnene. Det kan vi mærke. De fleste/fynske havne har 400 tomme bådpladser.

Jannik:
Så må de sætte priserne lidt ned. Oppe i Bogense var der vist 120 tomme pladser.

Ib:
Den eneste, der ikke har tomme pladser, det er Skærbæk. Der er fuldt hus. De har lige solgt den sidste plads. Det er jo også det perfekte sted.

Jannik:
Vi har også sejlet den tur fra England en gang, og da havde vi vejrforhold, så vi kunne smide anker ved kysten der, og ligge og sove et par timer der. Nede ved Belgien taler jeg om. Altså hvis der ikke er blæsevejr eller pålandsvind, så kan man lige smide anker inde i nærheden af kysten. Husk at sørge for, at man ikke kommer til at stå tørt ved lavvande – der er jo tidevand. Men det kan man godt, vi har gjort det, og så holdt en pause der.

Men det er klart, det er en lang tur, hvis det er noget nasty vejr.

Ib:
Foreningens historie kommer ikke uden alle røverhistorierne. De ligger i forlængelsen og ud langs tangenterne. Det er næsten ikke til at overskue at få det hele med.

Det er jo også uvedkommende set fra foreningens historie

Jannik:
Jeg havde det meget med at falde i vandet som ung – der i Svanemøllen. Hver vinter dabbede jeg i på en eller anden åndsvag måde. 2 gange er jeg kommet hjem bag på en motorcykel. Det var eddermaneme koldt.

Ib:
med vådt tøj ? Det var bedre i Caribien, der hoppede man selv overbord. Lige så tit man kunne komme afsted med det.

Jannik:
Det var jo noget helt andet. Det var jo det bedste ved det hele. Det var jo simpelthen det der vand der. 26 – 27 grader varmt. Det er altså skønt, det er rigtigt. Det savner jeg.

Jannik:
Det er også noget af den der stemning og holdningsskift som der nu er sket. Den der process som vi har været vidne til med de her flerskrogsbåde gennem det hele. Sådan som jeg oplever det, ja der var jo en tid, hvor det var sjovt at være sådan lidt provokerende overfor de traditionelle sejlere.

Der var også det med at opleve, at man – ja med det jeg har bygget, pengene de rendte ud, da jeg skulle rigge båden til. Da havde jeg næsten ikke flere penge, så den blev rigget til med en flagstang, og så nogle brugte sejl. For 150 kroner købte jeg storsejl i Odense.
Fokken havde jeg selv lavet, den var også frygtelig og messanen var toppen af et gammelt storsejl. Det var det jeg sejlede med det første år, sådan noget.

Så det var jo det der fattigmandsbudget, det kørte på der. Men alligevel opdagede man, at man kunne sejle fra langt større og dyrere skibe. Det var jo sjovt dengang.

Men det der så også er sket efterhånden, det er jo så at kølbådene er blevet større, og de er blevet langt bedre. Flerskrogsbådene har jo også ændret sig meget. Det er også gået hen og er blevet mere produktorienterede – en produktion.

De der amatørbyggere, som der var dengang, hvor man købte en stak krydsfiner, og så sømmede man noget sammen, som virkede. Lavede man det nogenlunde fornuftigt, så fik man jo et godt skib ud af det. Men det ser man jo ikke så meget mere. Det er mere nogen, som gør noget færdigt, som man har købt som halvfabrikat eller som et skrog. Så på den måde har det jo også ændret sig fra vilkårene fra den gang. Det synes jeg er meget sjovt også at få med i historien.

(henvendt til Lars) Det er jo også noget, du har skrevet og snakket meget om, det der med at producere bådene og det prismæssige der. Det er jo også det, at du er endt med at købe sådan en Lagoon istedet for et af dine egne design.

Lars:
Når verdens største værft begynder at lave katamaraner, så kan det jo ikke undgås, at det er til en pris som en one-off bygger ikke kan, hvis man skal regne en timeløn til.

Holdningsmæssigt er vi jo stadig langt bag efter i Danmark. Det er mærkeligt.

Jeg solgte et Havkat 18 skrog til en orgelbygger nede i Aabenraa. Han sagde, der er kun et folkefærd, som er mere konservative end orgelbyggere, det er danske sejlere.

Ib:
Det er dog noget af en erklæring.

Jannik:
Så er der ikke noget at sige til, at vi har haft det svært i de første år.

Det har taget ca. 30 år, før vi blev anerkendt hos Dansk Sejlunion.

Om vi er helt anerkendt, hvis det kommer til stykket? Jeg tror ikke, at det er den store kærlighed. Men det er dog repræsenteret nu. .

Lars:
Jeg vil sige, at vi var med i Kattegat rundt inshore, som DS havde arrangeret. Der var ikke noget som helst bøvl om, at vi ikke kunne sejle med mod kølbådene der. Det var der ikke.

Jannik:
Der har det jo flyttet sig meget.

Men det er ikke så mange år siden, vi var til generalforsamling i Helsingør. Der var en 5-6 af de lokale, som holdt en glad frokost der, selvom Poul havde aftalt, at vi skulle have lokalet for os selv, og deres druksludder, det generede jo voldsomt. De kunne godt have dæmpet sig lidt ned eller flyttet sig hen i et andet lokale, men det gjorde de ikke. Men det viste sig også, da vi kom hen i generalforsamlingen, så en af dem, han var jo med i Helsingør Sejlklubs bestyrelse og havde meget med Sjælland Rundt at gøre. Det var simpelt nærmest gammelkommunistisk bøvl der – næsten. Det var jo stadig, at flerskrogsbådene de skulle sejle meget senere: De måtte jo ikke få for meget omtale, fordi nu var der så mange andre, der havde sat så mange penge i for at lave en vinderbåd, hvis så en eller anden flerskrogsbåd løb med det. Det var det, der var argumentet, det var ikke noget med det sportslige eller noget som helst. Det er da ikke mere end 4-5 år, siden jeg hørte ham stå og sige det.

Lars:
Men der er det så omvendt i Frankrig, for der putter man de fleste penge i flerskrogsbåde.

Jannik:
Ja for Frankrig har da været meget tidligt ude. Det var da allerede i 80’erne, at de tog ledelsen af hele lortet, hvis ikke det var tidligere. Sådan en gut som Eric Taberly var det ikke sidst i 60’erne, han sådan for alvor slog igennem. Man hørte om ham. Og hvad var det, den anden hed ?

Jo det var i begyndelsen af 70’erne med den trimaran der. Allerede der var Frankrig jo meget omtalt også for at søge at promovere det frem. De tog jo også fuldstændig ledelsen af alt det der.

Ja det er den figur, som Lagoonen har i dag, med riggen, disponering, kahytter, faconen osv, som de fleste katamaraner har. Er det ikke franskmændene, som har udviklet det.

Lars:
Der jo bare nogle forstørrede tornadoer

Jannik:
Det ved jeg godt, men når vi ser Putte fra siden, hvis man ikke vidste, hvor stor den var, og så den fra siden, og den fik en overbygning på f.eks. a’la Lagoonen, så har den også den facon. Ligesom en moderne katamaran. Jeg ved godt, at der ikke er noget nyt under solen, men franskmændene er da de første, som har sat det i system og puttet penge i det. Det er det.

Lars:
Det har også noget at gøre med, at det er de store kendte kølbådssejlere, der skiftede. Taberly var en af de første. Det der var specielt ved ham, det var jo, at han var marineofficer og havde æresmedaljen osv. Han var enormt højt oppe i hierarkiet.

Jannik:
Ja han var rigtigt superhelt der.

Han kom jo også frem med den første foil. Som stabiliserede båden, når han sejlede rundt dernede. Det var helt fantastisk.

Ib:
Når først man er på det niveau, kan man få sponseret næsten alt.

Lars:
Han var jo ikke ret høj vel. Så tog han sin 72-fods ketch, som var beregnet til 20 mand, og gik ombord i den. Så sejlede han en-mands kapsejlads over Atlanten og vandt et døgn foran alle de andre.

Jannik:
Det var rigtigt ’store Knud’. Sådan en lille sejtrækker. Det er helt utroligt.

Han var jo også både officer og jægersoldat. Han var en af de hårde gutter i legionen der.

Men det var altsammen meget spændende, det kom jo netop meget frem. Det var jo også sådan i Multihulls Magazine også i de årgange. Det passede dem ikke så godt, men det var jo sådan der foregik altså noget i Frankrig, som ikke var engelsk.

Lars:
I Australien og New Zeeland der bliver selvbygget rigtigt mange både, det gør der stadigvæk.

Det er jo ikke krydsfiner mere. Det er jo kulfiber. Der er også en af grundene til, at amerikanerne er bagud, for der har de jo stadig et stort establishment, som tænker 12-meter og bla bla bla.

Jannik:
Det kan de jo også bare gøre, det er bare det, at der ligesom skal være plads til det hele – det er der bare ikke.

Ib:
Men også på Martinique, der er en sejlerskole, den er statsstøttet og de sejler udelukkende Hobiecats. Staten har simpelthen købt en stak Hobiecats, og de unge mennesker bliver opdraget i den slags både, og det er katamaraner.

Lars:
Det er ved at vende nu, men det er underligt, at det er Danmark, som er så langt bagude.

I Norge går det rigtigt stærkt.

Jannik:
Katamaraner er også gode til brugsbåde, de ligger stille og har en stabil arbejdsplatform.

Lars:
Da jeg skulle lave eksamensprojekt – afsluttende – da var der en artikel i et eller andet blad om, at russerne havde fundet ud af, at til fiskekuttere var katamaraner meget bedre, for de rullede ikke så meget. Så de kunne fiske fra dem i et hårdere vejr. Så skrev jeg til den russiske ambassade for at høre, om jeg kunne få nogle oplysninger eller et eller andet på det der fra artiklen, for så kunne jeg tegne en som eksamensprojekt. Så fik jeg et visse-vasse svar om, at jeg var velkommen til at rejse til Rusland. Nogle uger efter så blev der banket på min kollegiedør. Der stod to voksne brede mænd med kortklippet hår. Ja de var fra det danske efterretningsvæsen, og de ville godt høre noget om, hvad jeg var for en, og hvad jeg ellers havde kontakt med russerne om. Men de gik da igen. Jeg havde heldigvis brevet og svaret. Men det havde de sikkert også.

Jannik:
Det var da lidt synd, for det var da ellers interessant nok at vide. Da du sagde det der med russiske fiskefartøjer, da har det også været der, hvor Ib og jeg byggede og sejlede. I 70 var det vi sejlede til Esbjerg og så nordover til Thyborøn. Vi mødte derude i disen sådan en fiskekutter, og han var henne og kigge, og så siger han ’det må da være godt med sådan to koblet sammen’. Det var virkelig inkarnerede erhvervsfiskere, der sagde det der. Vi var jo nær blevet hugget ned, når vi kom i lystbådehavnen. Men erhvervsfolkene kunne godt se, at der var dejlig plads.

Ib:
Ja de havde set det store dæk, man kunne arbejde på

Jannik:
Ja de kunne se fidusen i det.

Når vi var i Thyborøn, skulle de ned og kigge. Vi har været der et par gange. Den ene gang var det meget godt, vi kom ind, dagen efter blæste det fra vest, der var gang i den, det var kuling Med den vind kværnede vi igennem Limfjorden på et øjeblik, forbi Hals og udover Kattegat og så syd for Anholt, der røg masten overbord. Det er jo, hvad der sker, og selv en flagstang kan jo ikke holde evigt. Det var et halvt rebet junkesejl, det var for voldsomt for midterpartiet og masten, når den huggede i søen, det kunne jeg jo have sagt mig selv.

Det skulle have været rebet længere ned, eller også skulle det have været et storsejl, så virerne kunne tage det. Men det var, hvad der skete der.

Sådan har vi oplevet lidt forskelligt.

Lars:
I 2002 var jeg 5 uger i Australien og alt, hvad der var af færger og alt, ja det var katamaraner, vi så ikke en enkelt enskrogsbåd.

Jannik:
Det var det, man skulle have haft med ned til havnekaptajnen i 66. Da man ævlede med ham der, det ville han absolut ikke tro på. Jeg glemmer det jo aldrig, netop fordi kontrasten er så stor fra, hvad sådan en topembedsmand sidder og forsvarer der og så, hvordan tingene var.

Der, hvor vi har været i Caribien, det er jo heller ikke andet end katamaraner, man ser derovre, færger og alt muligt andet. Der er også nogle af de der meget lange skarpe bølgeskærende faconer, man ser der til katamaraner

Lars:
Der er forskelligt, det er bare besværligt at gå i land, når man lægger til med stævnen.

Jannik:
Ja men det gør man ikke. Der ligger man langskibs. Det betyder aldrig en skid. For der hvor de bliver anvendt som færger, der har de så sørget for, at der er en bro. Men vi har set dem sejle derude i sådan en sø der, det går skidegodt. Der er mange af dem også nogle ret store nogle. Med en 200 hestes motor hængende på hvert skrog, og så drøner de af. Jeg ved ikke hvor de får penge til benzin fra. Det må ikke være så dyrt derude, for alle har benzin.

De både, der sejler derovre også de lokale fiskere, det er temmeligt kraftige motorer, de har i forhold til vores speedbåde. Jeg kan godt lide den facon, de har, hvor man simpelthen se, at de er bygget til at gå op imod den sø, som jo har derovre. Det der forløb de har med bred agterstavn, og så går det op i en rigtig dyb v-form i stævnen, så den virkelig kan snitte. De går skidegodt i søen, når de sejler op imod. De går forbavsende godt.

Lars:
Det er sjovt, hvis man ser roregatta og sådan noget. De fotografbåde, der er der, det er også altid katamaraner. Der tænker man, hvorfor laver de ikke også robådene sådan. Når man ser dem komme med deres fotografer, og de laver overhovedet ingen bølger, de fiser bare afsted.

Multihulls Denmark

De tidlige år

En snak

Om klubbens opståen og hvorfor den blev startet